This is a side header

This is the main content of the page.

Love & Vedtægter

  • 1 Navn.

Klubbens navn er Islev Dartklub (IDK), stiftet den 3-5-1988, og hjemmehørende på Rødovrevej 330, 2610 Rødovre.

  • 2 Tilhørsforhold.

Klubben er medlem af Dansk Dart Union (DDU), og herigennem Dansk Idræts Forbund (DIF). På områder hvor klubbens vedtægter ikke er dækkende, træder i første omgang DDU’s, herefter DIF’s regler i kraft.

  • 3 Formål.

Klubbens formål er, under kammeratligt samvær, at fremme kendskabet til dartsporten, arrangere turneringer i klubben samt at deltage i stævner og løbende turneringer.

  • 4 Optagelse i klubben.
  1. a) Enhver person over 10 år, som ikke er medlem af andre dartklubber under DDU, kan optages som fuldgyldigt medlem af IDK.
  1. b) Medlemmer af klubben forpligtiger sig til at overholde klubbens vedtægter samt ordensreglementet.
  1. c) Ethvert medlem af IDK forpligtiger sig til at deltage i det fælles arbejde i forbindelse med klubbens daglige drift.
  1. d) Optagelse af medlemmer skal ske ved at rette henvendelse til klubbens bestyrelse. Optagelsen anses for påbegyndt fra den dag hvor det nye medlem indbetaler kontingent. Ved indmeldelse mindre end tre måneder før næste kontingenttilskrivning gives denne periode som gratis prøveperiode.
  1. e) Hvis et medlem kommer til at skylde to gange kontingent (dvs. endnu ikke har betalt det forrige kontingent når det næste er forfaldent til betaling), vil medlemmets regning blive gjort op, og medlemskabet herefter indstillet. Medlemmet vil først igen kunne optages som medlem af Islev Dartklub når det skyldige kontingent samt evt. regning i baren er blevet betalt. Medlemmet orienteres om dette skriftligt.
  • 5 Passive medlemmer.
  1. a) Enhver person kan optages som passivt medlem af IDK.
  1. b) Passive medlemmer forpligtiger sig til at overholde klubbens vedtægter samt ordensreglementet.
  1. c) Tilbuddet om at blive passivt medlem af IDK er tænkt som enten en mulighed for at komme og spille dart en gang imellem, eller som en mulighed for at prøve klubben af med henblik på et medlemskab.
  1. d) Prisen for at være passivt medlem af IDK fastsættes på generalforsamlingen, og betales for et kalenderår af gangen.
  1. e) Passive medlemmer har tale- men ikke stemmeret ved spillermøder og ved klubbens generalforsamling.
  1. f) Passive medlemmer kan ikke købe på kredit.

 

  • 6 Klubbens lovgrundlag.

Klubbens øverste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes hvert år sidst i september. På en generalforsamling kan klubbens medlemmer vælge at ændre klubbens vedtægter og ordensreglement

På generalforsamlingen vælges en bestyrelse, der leder arbejdet i det daglige. Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen.

Stemmeberettigede ved generalforsamlingen er enhver der har været medlem af IDK de seneste tre måneder, såfremt de ikke ved generalforsamlingens påbegyndelse er i konflikt med klubbens gældspolitik.

  • 7 Ordensreglement.

Klubbens ordensreglement fungerer sideløbende med klubbens vedtægter, og betragtes som et tillæg til disse.

  • 8 Vedtægtsændringer.

Ændring af klubbens vedtægter og ordensreglement kan kun ske på en generalforsamling. Er der tale om en vedtægtsændring kræver det kvalificeret flertal, defineret som 2/3 stemmers majoritet. Gælder det en ændring af klubbens ordensreglement kræves blot simpelt flertal.

  • 9 Mødeform.

Klubbens møder er som udgangspunkt åbne for alle klubbens medlemmer. Bestyrelsen kan dog vælge at afholde lukkede møder hvis den mener at situationen fordrer dette.

  • 10 Regnskab.

Klubbens regnskaber er åbne, og kan til enhver tid forlanges forelagt hos klubbens kasserer.

  • 11 Revisor.

Til klubben er knyttet en revisor, der før regnskabets forelæggelse for generalforsamlingen har gennemgået dette sammen med kassereren, og godkendt det ved sin underskrift. Revisoren kan ikke være medlem af klubbens bestyrelse.

  • 12 Bestyrelsen.

Bestyrelsen leder klubbens arbejde mellem generalforsamlingerne

Bestyrelsen afholder møder efter behov, og kan altid kontaktes af klubbens medlemmer hvis behovet opstår.

Bestyrelsen kan vælge at begave enkeltpersoner hvis den mener at disse har udført en indsats til klubbens bedste der i særlig grad bør påskønnes.

  • 13 Kontingent.

Kontingent fastsættes på den ordinære generalforsamling, og er gældende for det følgende kalenderår.

Kontingentet tilskrives to gange årligt, 1.januar og 1.august, og skal være betalt indenfor 30 dage. Dette refunderes ikke ved udmeldelse midt i en periode.

  • 14 Spillerudvalg.

Hvert af klubbens hold konstituerer en holdkaptajn, der sammen med de øvrige kaptajner deltager i spillerudvalget. Spillerudvalget sætter holdene op til en ny sæson, og koordinerer evt. rokeringer i løbet af året.

  • 15 Julefrokostudvalget.

Julefrokostudvalgets opgave er at arrangere årets julefrokost. Udvalget fordeler selv opgaverne mellem sig.

  • 16 Mesterskaber.

Klubbens arrangementer er som udgangspunkt åbne for alle. Undtaget herfra er Klub- og Efterårsmesterskabet, der er forbeholdt klubbens aktive medlemmer.

For at kunne deltage ved Klub- og Efterårsmesterskabet skal man have været medlem af klubben i mindst tre måneder. Bestyrelsen kan dispensere fra dette.

  • 17 Årets Islev’er.

Årets Islev’er kåres på første spillermøde i det nye år. Bestyrelsen vælger hvem der skal modtage prisen, eller om der evt. skal foretages en afstemning blandt flere kandidater. Følgende indgår i vurderingen:
– Hvor mange af klubbens arrangementer man har deltaget i
– Hvor aktivt man har deltaget i klubbens drift
– Hvilke resultater man har opnået dartmæssigt

  • 18 Generalforsamlingen.
  1. a) IDK’s generalforsamling anses for beslutningsdygtig hvis 50% af klubbens medlemmer er repræsenterede enten ved fremmøde eller ved fuldmagt.
  1. b) Bestyrelsen består af tre medlemmer, en formand, en kasserer og et menigt bestyrelsesmedlem. Formanden er på valg i ulige år, kasseren og det menige bestyrelsesmedlem i lige år. Suppleanterne er på valg hvert år.

Bestyrelsen fordeler selv arbejdsopgaverne mellem sig. Suppleanterne kan deltage i bestyrelsesarbejdet på lige fod med de øvrige bestyrelsesmedlemmer, dog uden stemmeret.

Alle afgørelser i bestyrelsen træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed gør formandens stemme udfaldet.

  1. c) Dato for generalforsamlingen offentliggøres på klubbens hjemmeside, i vores gruppe på Facebook og ved opslag i klubben. Indkaldelsen rundsendes desuden via e-mail senest 14 dage før. Vedlagt indkaldelsen skal være en økonomisk oversigt over det forgangne regnskabsår, samt en dagsorden der som et minimum indeholder følgende punkter:

     1 – Valg af dirigent.

     2 – Valg af referent.

     3 – Formandens beretning

4 – Kasserens beretning, herunder fastlæggelse af kontingent og kørselsordning samt godkendelse af kommende års budget.

     5 – Revisorens kommentarer til regnskabet.

6 – Valg af

  1. a) Formand eller,

                         Kasserer og et bestyrelsesmedlem.

  1. b) 1-2 suppleanter.
  2. c) Revisor.
  3. d) Julefrokostudvalg.

     7 – Behandling af evt. indkomne forslag.

     8 – Eventuelt

  1. d) Valgbare til bestyrelsen er alle der har været medlem af IDK i minimum seks måneder, såfremt de ikke ved generalforsamlingens påbegyndelse er i konflikt med klubbens gældspolitik. Generalforsamlingen kan dispensere fra dette hvis 2/3 af de stemmeberettigede før afstemningen accepterer dette.
  1. e) Afstemninger foregår som udgangspunkt ved håndsoprækning. Dog skal afstemningen foretages skriftligt når der er tale om personspørgsmål, eller hvis blot et enkelt medlem ønsker dette.
  1. f) Har et medlem ikke mulighed for at deltage i generalforsamlingen, kan han/hun vælge at stemme pr. fuldmagt. Intet medlem må dog ud over sin egen stemme have mulighed for at afgive mere end en stemme.
  1. g) Forslag der ønskes særskilt behandlet på generalforsamlingen skal skriftligt være formanden i hænde senest syv dage før denne finder sted.
  • 19 Ekstraordinær generalforsamling.

Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes når bestyrelsen eller mindst 1/3 af klubbens medlemmer begærer dette. Den ekstraordinære generalforsamling skal indkaldes med minimum syv dages varsel. Vedlagt indkaldelsen skal være en dagsorden der som et minimum indeholder nedenstående punkter. Det er kun de punkter der nævnes på dagsordenen der kan behandles på den ekstraordinære generalforsamling.

     1 – Valg af dirigent.

     2 – Valg af referent.

     3 – Beskrivelse af det eller de punkter der skal behandles.

  • 20 Tegnings- og dispositionsret.

Tegnings- og dispositionsberettigede for IDK er den til enhver tid siddende bestyrelse. For gæld og andre forpligtigelser der er påført klubben som følge af grov uagtsomhed fra bestyrelsens side, hæfter den til enhver tid siddende bestyrelse.

Den daglige drift varetages af klubbens formand, kasserer og barchef. Disse tre personer kan tegne klubben hver for sig.

  • 21 Frafald i bestyrelsen.

Trækker klubbens formand sig i utide, skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling for igen at bringe bestyrelsen op på det korrekte antal. Trækker et øvrigt bestyrelsesmedlem sig i utide, træder først førstesuppleanten, siden andensuppleanten ind i bestyrelsen som fuldgyldigt medlem af denne. Trækker et tredje bestyrelsesmedlem sig indenfor den samme periode, skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling for igen at bringe bestyrelsen op på det korrekte antal. Den eller de bestyrelsesposter som undervejs i en periode overtages af suppleanter, skal på næstfølgende ordinære generalforsamling sættes på valg, uanset om perioden er udløbet eller ej.

  • 22 Eksklusion.

Eksklusion af et klubmedlem kan kun ske på en ekstraordinær generalforsamling med dette ene punkt på dagsordenen. Eksklusion kan komme på tale hvis et medlem gentagne gange, og efter skriftligt at være blevet gjort opmærksom på problemet, fortsat ikke overholder klubbens regler og vedtægter.

  • 23 Opløsning af klubben.

Klubben kan kun opløses på en generalforsamling, hvortil der er indkaldt med dette ene punkt på dagsordenen. Generalforsamlingen skal være beslutningsdygtig, og mindst 2/3 af de repræsenterede skal stemme for opløsningen. Beslutningen skal indenfor 30 dage stadfæstes af en ekstraordinær generalforsamling, også med 2/3 majoritet. I tilfælde af opløsning af IDK, tilfalder klubbens midler AIDS-fondet.

Ordensreglement for Islev Dart Klub

  • 1 Gældspolitik.

For at repræsentere IDK i kamp, kunne købe på kredit, og for ikke at være i konflikt med klubbens gældspolitik, må man maksimalt skylde 200 kr. på gældslisten. Som nyt medlem må man maksimalt skylde 100 kr. på gældslisten det første år. Det skyldige beløb skal betales ud hver den første i måneden. Bestyrelsen kan dog i særlige tilfælde dispensere fra dette.

  • 2 Kørselsordning.

Ved udekampe udenfor Storkøbenhavn dækker klubben transportudgifterne med 2,50 kr/km + 25 kr i startgebyr. Afstanden udregnes fra klubbens lokaler til spillestedet og retur. Denne sats reguleres årligt på generalforsamlingen. Ved øvrige udekampe afregner de deltagende spillere selv udgifter med bilens chauffør. Undtaget herfra er dog de kampe hvor det ikke har været muligt at finde kørelejlighed. Her går klubben ind og dækker eventuelle udgifter i forbindelse med brug af offentlige transportmidler.

  • 3 Støtteordning.

Klubben betaler DDU-licensen for klubbens aktive medlemmer. Som aktivt medlem har man desuden mulighed for at købe klubtrøjer til halv pris.

  • 4 Drikkevarer.

Drikkevarer der nydes i klubbens lokaler, skal være indkøbt i klubbens bar.

  • 5 Førstehold.

For så vidt muligt skal klubben altid stille det stærkeste førstehold. Hvis et hold ikke er i stand til at stille fuldtalligt, prioriteres det at få det højest rangerede hold ud at spille. Der kan dispenseres hvis den aktuelle situation lægger op til dette.

  • 6 Holdkaptajnens rolle.
  1. a) De enkelte hold konstituerer selv en holdkaptajn.
  1. b) Det er holdkaptajnens rolle at koordinere at følgende opgaver løses:

     – flytning af kampe.

     – transport til udekampe

– kampsedler indrapporteres rettidigt.

     – at holdet er repræsenteret i spillerudvalget

     – at bar og kasse håndteres forsvarligt ifm. hjemmekampe.

  1. c) Det er desuden holdkaptajnens ansvar at foregå holdet med et godt eksempel, sørge for at alle opfører sig eksemplarisk, deltager i det fælles arbejde og i øvrigt efterlever klubbens regler og vedtægter. Holdkaptajnen skal om nødvendigt påtale dette.
    I forbindelse med flere, samtidige hjemmekampe skal holdkaptajnerne indbyrdes koordinere hvordan kampene afvikles, og hvem der løser hvilke opgaver ifm. åbning og lukning af klub og bar.
  • 7 Spillermøde.

Klubbens medlemmer afholder fire gange årligt spillermøde. På disse møder diskuteres holdenes sammensætning, ligesom det sidst på sæsonen besluttes hvor mange hold der skal tilmeldes den løbende turnering næste sæson.

  • 8 Madordning.

Klubben dækker 2/3 af udgifterne i forbindelse med mad ved dobbelte hjemmekampe i weekenden, dog maksimalt 350 kr.

  • 9 Pasning af baren.
  1. a) De der har ansvaret for at passe baren når der trænes mandag/torsdag eller ifm. hjemmekampe, har pr arbejdsvagt lov til at strege seks genstande. Disse streger kan ikke gemmes, veksles eller udbetales.
  2. b) I forbindelse med hjemmekampe er det hjemmeholdets ansvar at passe baren.
  • 10 Telefonpenge.

Klubbens formand modtager halvårligt et driftstilskud af samme størrelse som det aktuelle kontingent.

  • 11 Mandagstræning- og turnering.

Det forventes at alle der kommer i klubben udviser almindelig god opførsel og sportsmanship, ikke mindst under deltagelse i mandagsturneringen. Hvis dette ikke efterleves kan det i første omgang medføre en frimandag.

Således vedtaget af Islev Dart Klub 1-3-1999, senest revideret 06-11-2023.

________________________________        

Kåre Wallengren, formand

ID_pil_logo-kopier
Tilbage Knap Tilbage

Tilmelding til det “Hyggeligste”  Nyhedsbrev

Inden du forlader os, kan du lige nå at tilmelde dig til Nyhedsbrevet. Vi spammer ikke!

MAIL UDSENDELSE VED OPRETTELSE AF TILBUD

Når der oprettes et Tilbud/Vare den enkelte vare tilknyttes til det enkelte medlem, så vare optræder på dennes profil.

Det gøres ved at afkrydse et eller flere felter til venstre og der oprettes og afsendes automatisk en mail til den valgtes E-mail adresse.
På den måde kan medlemmet gå direkte ind i sin egen profil og betale for tilbuddet. Når det er betalt forsvinder det fra profilen.

OBS – OBS: 
Afkryds ikke ved redigering af vare, for så udsendes der også en mail.

Betalingsoversigter:
Her kan du se de medlemmer/personer der har betalt for den valgte “Vare/Tilbud”.
Der er mulighed for at udsende en opfølgende mail.

“Manglende kontingent”.
Her kan du se de medlemmer/personer der ikke har betalt for den valgte “Kontingent” (Aktiv/Passiv).
Der er mulighed for at udsende en opfølgende mail til dem der står på listen.

“Nyhedsbrevet”.
Her udsendes der Nyhedsbreve til medlemmerne og tilmeldte.

“Udsend mails”.
Her kan der udsendes mails til en enkelt/flere/alle medlemmer.

“Bestyrelsens dokumenter”.
Der kan udlægges dokumenter fra bestyrelsen i forskellige kategorier.

“Rediger Gallerier”.
Her oprettes/redigeres/slettes klubbens gallerier.

“Start Livestream”.
Det er her linket fra YouTube Livestream indsættes, samt overskrift på arrangementet og lidt tekst.

Menulinje for administration:

“Medl. oversigt”. Her kan du se en oversigt over alle klubbens medlemmer.
Du kan ohså redigere medlemmets data.

“Holdoversigt”.
Her kan du se, oprette og redigerer klubbens hold i de forskellige tureringer.

“Rediger kalender & “Indsæt i kalender”.
Her kan du indsætte de events der sker i klubben – det er alt fra træning, turneringer, ture med mere.

“Medl. produkter”
Her indsættes/redigeres vare/tilbud. Disse kan indsættes direkte målrettet til det/de enkelte medlem(mer)

“Nyheder”
Stedet hvor du indsætter, redigerer og sletter/aktiverer/deaktiverer nyheder.

“Bestyrelsen”.
Her kan du udsende mails til medlemmerne og se diverse lister.
Udlægge dokumenter fra bestyrelsen.
Ligeledes kan du åbne for Turneringsvisning på forsiden.